Forfatteren og digteren Erik Trigger fra Esbjerg tilbragte en uge i Ishøj. Det udfyldte huller i hans paratviden om byen på Vestegnen.
– Ishøj minder lidt om en gammeldags landsby. Den udgår fra bycenteret, hvor alle funktioner er samlet, og hvorfra bebyggelsen spreder sig ud. Og så kan man på fem minutter være ude på landet med marker og køer.
Forfatteren og digteren Erik Trigger har boet i Ishøj i en uge – hos tre forskellige familier. Han har suget indtryk til sig – af byen og af de mennesker, der til daglig lever i Ishøj.
Del af stor kampagne
Baggrunden for Erik Triggers ophold i Ishøj er den storstilede nationale læse- og skriveindsats »Hvem er Danmark«, hvor 20 forfattere drager ud i 20 forskellige byer.
Det er Dansk Forfatterforening, der står bag den nationale læse- og skrive kampagne, hvor 20 udvalgte danske forfattere drager ud på opdagelsesrejse i Danmark for at søge inspiration til nye fortællinger. De er gået i nysgerrig dialog med lokalsamfundet og skal hver især skrive en historie. Tilsammen danner de 20 nye fortællinger et litterært Danmarkskort.
Forfatterne opholder sig i byerne i en uge, hvor de går ture med lokale borgere og møder byen i øjenhøjde. Med udgangspunkt i deres samtaler og oplevelser skriver de en tekst, som bliver offentliggjort i den lokale avis.
Tæt på dagliglivet
Erik Trigger havde på forhånd ønsket at bo privat fremfor hotel eller lignende – for at komme tæt på de mennesker, der lever i Ishøj, snakke med dem, høre om deres liv og hverdag, og deltage i det almindelige liv.
Under sit ophold boede Erik Trigger tre steder; i boligbebyggelsen Gadekæret, i en villa ved Ishøj Strand og i boligbebyggelsen Fasanskellet. Det var tre familier med meget forskellige livsformer.
Det slog dog Erik Trigger, at de på hver deres måde havde en bekymring for den høje andel af beboere med anden etnisk baggrund end dansk.
– Det bekræftede mig endnu mere i, hvor vigtigt det er at møde hinanden, at tale med hinanden i øjenhøjde. At lære at kigge på hinanden med en invitation i øjenkrogen. Vi skal ikke gøre hinanden til hverken ofre eller dæmoner. Vi ved ikke noget om hinanden, før vi kommer ind på livet af hinanden – sætter os ned over for hinanden og snakker fordomsfrit, siger Erik Trigger.
Under sit ophold snakkede han med en ung mand med anden etnisk baggrund end dansk. Totalt dansktalende, veluddannet, godt job og orden i sit liv.
– Bortset fra navnet, så kunne han være en hvilken som helst, også en beboer med etnisk dansk baggrund. Men jeg ville ikke vide det, hvis jeg ikke havde fået talt med ham, siger Erik Trigger, der dog er helt klar på de udfordringer, som også eksisterer.
Skal der skabes sammenhold og sammenhængskraft, så er det også nødvendigt, at der er fælles regler.
– De adfærdsregler, der er, skal vi alle sammen følge, ellers fungerer det ikke. Hvis vi har vedtaget, at man stopper for rødt lys, så skal man også gøre det, understreger Erik Trigger.
På guidet tur
Foruden at bo i tre forskellige familier, så var digteren fra det vestjyske også rundt i Ishøj. Han var blandt andet på tur med Ishøjs gadeplansmedarbejdere, der arbejder med Ishøjs unge, og han var på flere ture med Ishøj-borgere som guider.
En af dem var Lisbeth, der har boet i Ishøj siden 1978 og derfor kender byen rigtig godt. Hun havde helt bevidst fravalgt blandt andet Arken og de øvrige attraktioner i strandområdet.
– Dem skal han nok få set. Jeg ville vise ham en anden del af Ishøj, fortæller Lisbeth.
Så hun guidede på en tur fra Ishøj Bycenter, forbi Vejleå Kirke, gennem boligbebyggelsen Gadekæret, gennem industrikvarteret, videre mod Ishøj Dyrepark og Tranegilde Landsby, og langs Store Vejleå-området. Derfra tilbage, hvor boligerne bliver højere og højere på vejen mod Ishøj Bycenter. En gåtur i by og natur på en time og tre kvarter.
– Jeg fik fyldt nogle huller i det, man kan opfatte som paratviden. Fx at 70 procent af Ishøj er grønne områder, siger Erik Trigger.
Han kom til Ishøj med et åbent sind, og blev mødt med åbne arme af alle, fortæller han.
Erik Trigger har samlet bunkevis af noter, videoer og andet materiale fra opholdet i Ishøj, som han nu er i gang med at bearbejde. Senest 15. maj skal han aflevere sin tekst.
– Det bliver nok et digt, fortæller Erik Trigger.