DI: Greve bedste erhvervskommune i regionen

Greve: Greve Kommune er det bedste sted i Region Sjælland at drive virksomhed. Det viser den hidtil mest omfattende undersøgelse af danske kommuners erhvervsvenlighed, som Dansk Industri har foretaget.

I "Lokalt Erhvervsklima 2010" har DI kigget på de rammevilkår, som 96 kommuner tilbyder erhvervslivet. Men ikke nok med det. I undersøgelsen bliver disse erhvervsvilkår, som bl.a. dækker over infrastruktur og skatteniveau, også evalueret af brugerne.

DI har således spurgt næsten 2200 virksomheder på landsplan om, hvor tilfredse de er med de forhold, som lige præcis deres kommune tilbyder. Dermed kan "Lokalt Erhvervsklima 2010"" altså opfattes som en egentlig brugerundersøgelse. Og i Region Sjælland har Greve det bedste lokale erhvervsklima, når man lægger de lokale virksomheders vurderinger sammen med kommunens rammevilkår.

– Stort tillykke til Greve! Det er fremragende arbejde, som skal fortsættes. Gode rammevilkår og tilfredse virksomheder er nemlig forudsætningen for, at det lokale erhvervsliv blomstrer og skaber vækst – til gavn for hele kommunen, siger Niels Hermansen, formand for DI Roskilde/Køge Bugt.

På landsplan rækker Greves erhvervsklima til en 18. plads, og inden for syv af undersøgelsens 12 kategorier er kommunen placeret i den bedste tredjedel af kommunerne. Efter Greve er det Køge Kommune, der ifølge undersøgelsen er det bedste sted i regionen at drive virksomhed.

– Jeg vil gerne opfordre de øvrige sjællandske kommuner til at lade sig inspirere af Greves gode eksempel. Og i erhvervslivet tager vi selvfølgelig gerne dialogen individuelt med kommunerne om, hvordan man kan gøre virksomhedernes vilkår endnu bedre, siger Niels Hermansen.

– Men også Greve må fortsat lægge sig i selen. For vi agter at gennemføre undersøgelsen igen i 2011, siger han.

Se alle resultaterne fra "Lokalt Erhvervsklima 2010" på di.dk/le.