Så har politikerne i kultur-, fritids- og idrætsudvalget besluttet sig for, hvad området ved Søndersøhallen, den nye springhal og Værløse Svømmehal skal hedde.
Udvalget har efterlyst navneforslag til området blandt borgere og brugere af området, og der er kommet i alt 131 bud på et navn til området.
Det navn, der har fået absolut flest 'stemmer', er navnet 'Søndersøhallen'. Næsten halvdelen af dem, der har budt ind med et navn, har ment, at området skulle navngives 'Søndersøhallen'.
Furesø Fritidsarena, Pomfrithallen eller Oasen? Se navneforslagene til idrætsområde her
Men ifølge Furesø Kommune kan det bero på en generel opfattelse af, at navngivningen primært havde til formål at give den nye hal et navn. Forvaltningen har derfor anbefalet udvalget, at der vælges en stedbetegnelse, der relaterer sig til området 'Søndersø', og som samtidig tilkendegiver, at der er tale om både idrætshaller, svømmehal samt udendørs aktivitetsområder",
Og på sit møde tirsdag aften besluttede udvalget sig for, at hele området skal have navnet 'Søndersø Idrætscenter'.
Til gengæld fastholder både Værløse Svømmehal sit navn og idrætshallerne – altså den gamle 'Søndersøhallen' og den nye springhal – betegnes 'Søndersøhallen' – men hele området kommer i fremtiden til at bære navnet 'Søndersø Idrætscenter'.