Det globale olieforbrug stiger

Den økonomiske krise er ved at slække sit greb om økonomierne, og det betyder, at olieforbruget atter stiger, siger Det Internationale Energi Agentur.

Olieforbruget stiger, efterhånden som finanskrisen aftager verden over. Det betyder, at det daglige forbrug i år og næste år vil være en halv million tønder mere end hidtil forventet, siger Det Internationale Energi Agentur (IEA).

I år vil forbruget fortsat være 2,2 procent lavere end sidste år, men næste år venter IEA, at efterspørgslen stiger med 1,3 millioner tønder per dag, svarende til over 1,5 procent.

Det er særligt USA og Asien, der ventes at bruge mere olie.

Nyheden fik oliepriserne til at bevæge sig et hak opad. En tønde råolie steg med 1,12 dollar til 72,43 per tønde.