Af Ilse Gøtze, Magnolievangen 6
IH – hvor er vi kede af og ærgerlige over, at der igen (igen) har været indbrud i vores Røde Kors Butik på Frederiksborgvej i Allerød. Når man tænker på, at vi er 40 frivillige, der sætter vores kræfter ind på at gøre et stykke arbejde for at hjælpe andre, så er det surt, at se at nogle, gentagne gange ikke respekterer dette, tænk på hvor mange mennesker, for eksempel i det skadede Myanmar, der kunne have nydt godt af de penge, vi nu igen må bruge til at genetablere vores butik.
I forvejen går vi med truslen fra kommunen om, at de vil rive vores bygning ned, vi kan ikke få en tidshorisont, så vi ved ikke hvor meget vi er interesserede i, at ofre på foranstaltninger der kunne sikre os bedre.
Vores glæde ved at komme og arbejde her,daler lidt, når vi kan mærke, at der er nogle der er helt ligeglade med at vi prøver på at gøre det godt for andre. Man kunne forstå, hvis det drejede sig om de store værdier der var at hente i sådan en butik, men tænk på alt det, det fører med sig, af besvær.
Med venlig hilsen 40 ellers glade og aktive frivillige.