Der er ekstraordinær travlhed på hospitalerne i Region Hovedstaden i disse dage på grund af den influenzaepidemi, der hærger.
Patienter og pårørende kan derfor lige nu opleve ekstraordinær travlhed på Region Hovedstadens hospitaler på grund af de mange influenzapatienter.
"Der er mange mennesker, der netop nu har influenza, og det betyder, at du som patient eller pårørende vil møde et personale på hospitalerne, som løber hurtigere end ellers. Situationen er særlig, men under kontrol", skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
"Der er tale om høj belægning og i nogle tilfælde overbelægning som følge af, hvad vi betragter som en ekstraordinær situation. Patienter og pårørende kan risikere at blive generet af de udfordringer, som overbelægningen medfører. Det er selvfølgelig ærgerligt, men hvad der må forventes i en presset situation, som forhåbentlig snart bliver bedre", lyder det endvidere fra koncerndirektør Svend Hartling i pressemeddelelsen.
Situationen bliver værre af, at januar i forvejen er en måned, hvor mange mennesker bliver syge – også af andet end influenza – så når epidemien rammer oveni en i forvejen travl periode, så skaber det travlhed.
"Selv om situationen er ekstraordinær, er den under kontrol. Vi følger nøje med i udviklingen og gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at alle får en ordentlig og tryg behandling. Influenzaepidemier forekommer cirka hvert tredje-femte år og er umulige at forudsige", siger Svend Hartling.
Vask hænder
Det bedste råd for at undgå at få influenza er at huske at vaske sine hænder grundigt og hyppigt, lyder det fra Region Hovedstaden.
– Især de medicinske afdelinger på hospitalerne er lige nu belastede- Regionens akutmodtagelser melder generelt om en høj belastning