Jeg vil gerne supplere Troels Carstensens indlæg om Gentofte Hospital i Villabyerne af 3. juni 2008:
Når jeg ser byggeriet i Grønnegårdene skride frem, bliver jeg i godt humør. Jeg synes, at de vinduer, der forrige år udskiftede de gamle og meget nedslidte vinduer ind mod byggepladsen, både klæder det gamle hus og er funktionelle. Lige pt. skærmer de tilstrækkeligt for larmen fra byggeriet.
De steder, som Troels omtaler, der er 'renoveret', giver et godt indtryk af, hvor pænt der kan blive i de gamle bygninger. Der er intet grønt i Grønnegårdene nu, men det kommer der igen. Det er det, jeg siger til patienterne, når de skal den lange vej udenom for at komme til røntgen, eller skal have hjælp til at finde den rigtige opgang.
Jeg vil heller ikke undskylde mere, for der ligger en plan. Jeg får først grund til at undskylde, hvis der ikke bygges videre.
Der er allerede investeret mange penge i det, der skal blive et topmoderne hospital. Det ville være penge ud ad vinduet at indstille den videre renovering og istandsættelse af de bygninger, der har et bedre indeklima end mange nybyggerier. Vi ser frem til at få skiftet de vinduer, der mangler og at komme i gang med renoveringen.
Her på Gentofte Hospital er vi i fuld gang med vores bygninger, fordi Københavns Amt kunne se mulighederne hos os. Derfor kan vi blive det første hospital i Region Hovedstaden, der står klart til at udfylde den rolle, der er tiltænkt os i hospitalsplanen. Det ser jeg frem til at være en del af, før jeg når pensionsalderen.
Pernille Hoppe
Tillidsrepræsentant for fysioterapeuterne på Gentofte Hospital,
medlem af Hospitalets MED-udvalg