Af Martine Bentsen <newline/>Foto: Privatfotos
"Jeg sidder her i Quebec, Østcanada, og læser Frederikssund Avis, som jeg gør så tit. Men i dag var der billeder af de første forårsblomster, som jeres fotograf havde tagt, da han var på tur rundt i Frederikssund Kommune. Det var nogle flotte billeder, og så længtes man efter det danske forår, som jeg savner umådeligt. Jeg var bare atten år gammel, da jeg sidst nød et dansk forår, det var i 1974. De billeder gav mig en masse minder. Tusind tak. Ruth Frandsen."Sådan lød en mail, der tikkede ind på redaktionen en kold morgen i marts. Den nysgerrige redaktion skrev straks tilbage for at høre mere om denne Ruth Frandsen, der viste sig at være vokset op i Frederikssund, og kommer stadig til Frederikssund af og til for at besøge sin 89-årige mor og sin veninde.