Der er veterantræf på Thorsbro Vandværk

Foto: Picasa
I september kan man opleve veteranbiler på Thorsbro Vandværk.
I september kan man opleve veteranbiler på Thorsbro Vandværk.

Søndag den 6. september kl. 13-16 holder Thorsbro Vandværk det sidste åbent hus-arrangement i denne sommer. Her vil man kunne se veteranbiler.

Museumsforeningen lukker ned for sæson 2015 med en invitation til veteranfolket og alle med lyst til teknik, mekanik og gamle velholdte maskiner.

Mød op for at se og høre de gamle B&W motorer fra 1932 køre og opleve lidt af stemningen og motorstøjen fra dengang, værket var i drift.

Sommeren igennem starter museumsforeningen en eller flere motorer som en del af de faste rundvisninger, der hvert år giver 800-1000 gæster historier om værket og den funktion, værket havde og stadig har.

Thorsbro er et godt samlingssted for veterankøretøjer af enhver art, cykler, biler og knallerter.

Foreningen håber, at rigtig mange vil benytte lejligheden til at lufte veteranen, køre en tur og fremvise det kæreste eje eller komme tilfældigt forbi, nyde naturen ved Lille Vejleå, se på de veterankøretøjerne og få en oplevelse.

Har man ikke mulighed for at dukke op den 6. september, se da efter sæson 2016, som starter i maj måned.

Følg med på museumsforeningens hjemmeside, som opdateres løbende og indeholder mange fotos fra livet på værket. Se mere på www.thorsbrovand.dk.