Af Hanne Mejlhede
Sognepræst, Holbæk
Midt i den hede, vigtige debat om klima, madspild og mangel på »varme hænder« har jeg lyst til at skrive om et andet vigtigt emne, der ligger mig på sinde: »Den vanskelige verden«. Verden bliver mere og mere vanskelig at færdes i, når vejen går gennem højteknologi og digitale systemer i vores helt almindelige hverdag.
Jeg indrømmer det blankt… jeg savner på ingen måde skrivemaskiner eller klippekort. Det at have et rejsekort, der automatisk tanker op, så jeg bare skal fiske kortet op af lommen – og: Bip, så kan jeg rejse afsted – det er en af de bedste opfindelser i nyere tid. Jeg vil heller ikke undvære at arbejde og skrive på min bærbare computer. Jeg holder også af at sende en sms, fordi den er mere diskret. Og det er praktisk, hurtigt at kunne sende en længere besked som en e-mail. Så når jeg synes, at verden er blevet vanskelig, så handler det ikke om selve muligheden for at kommunikere, men om kvaliteten af denne kommunikation. For hvor hurtig, effektiv og avanceret digital kommunikation end er, så kan det ikke erstatte det direkte møde mellem mennesker – fysisk eller verbalt. Og mens man kan skrive hvad som helst af uforpligtende kommentarer digitalt, så vil man altid stå til regnskab for sine ord i det direkte møde med et andet menneske.
Breve er 14 dage på vej
Breve sendt med posten i en konvolut med frimærke på er mere og mere sjældent – også fordi det nu kan tage op til 14 dage, før brevet når frem. Men at det personlige brev er ved at forsvinde, det er et tab i mere end én forstand. Brevet gav anledning til at sige noget velformuleret og personligt, man havde på hjerte. Og man er langt mere påpasselig med, hvordan man skriver, når processen er langsom, og der er en kendt afsender i den anden ende. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der savner at skrive og modtage et rigtigt brev. Der er intet, der kan erstatte dets værdi.
Jeg har på loftet en kuffert fyldt med gamle breve, jeg har gemt, og de er med til at beskrive min livshistorie. Det er derimod sjældent, at jeg i en mail skriver noget, der er værd at printe ud og gemme. Resultatet er, at man i langt mindre grad får kommunikeret ordentligt med hinanden. Vi bruger måske mindre papir end før, og det er jo ganske rigtigt miljøvenligt. Det er bare yderst vigtigt, at den digitale verden er en gave til mennesker – og ikke fremskridt efter fremskridt, der gør verden mere og mere umulig at færdes og trives i.
Verden er blevet vanskelig, tror jeg, fordi den bliver mere og mere upersonlig. Når man skal ud at rejse, så kan man printe sit boarding card ud derhjemme – og i lufthavnen har man således først kontakt med personalet, når man skal gennem »Security« – og aldrig har jeg mødt mennesker, der virker så kolde og tilknappede som på dette sted. Det er ikke noget, der fremmer ferieglæden!
Verden er vanskelig, når man skal søge om pension eller bonus for ikke at gå på efterløn. Der er kun digital vejledning. Man kan bede om at blive ringet op, uden at blive ringet op. En dag blev mit kreditkort spærret. Jeg gik ned i banken, men ingen kunne hjælpe mig her. Og jeg endte op med fire breve sendt fra samme bank, tre nye ens kort og to koder.
Utal af valgmuligheder
Ringer man til en officiel instans, så skal man gennem et utal af valgmuligheder, der ikke altid passer til det, man ringer for. Eller der er lang ventetid. Sidst jeg ringede til mit forsikringsselskab var jeg nr. 85 i køen! Jeg kunne ikke andet, end at se det fra den humoristiske side. Stakkels forsikringsselskab!
Det er jo ikke fordi, jeg mangler selskab og nogen at snakke med, at jeg ønsker direkte kommunikation. Jeg ved bare, at det går langt hurtigere, og jeg bliver forskånet for mange breve, mails og besværligheder i det øjeblik, jeg taler med et levende menneske, der sætter sig ind i sagen. Det er i den personlige samtale, at tingene sker. Det er her, jeg opbygger tillid til den verden, jeg er afhængig af.
