Den travleste uge om året

Af Michael Braunstein Foto: Michael Noel

Bo Jacobsen lejer veteranlastbiler ud til studenter – og har nu samlet 25 af slagsen sammen

"Det er årets travleste uge. Jeg har arbejdet med at gøre alle bilerne klar, og nu går det løs med kørsel med masser af nyudsprungne studenter."

Ordene kommer fra Bo Jacobsen, der bor på Kirkeltevej. Her har han gennem tiden fået opbygget en samling på ikke mindre end 25 veteranlastbiler, der er købt hos Civilforsvaret og Forsvaret. Det ældste køretøj er fra 1943.

Det hele startede for omkring 25 år siden, hvor Bo Jacobsen af ren og skær interesse for gamle biler investerede i en veteranbil, og så har det udviklet sig, sideløbende med et fuldtidsjob, hvor han har arbejdet for blandt andet Nesa. I dag er han selvstændig på fuld tid, driver firmaet Dancross/Dmu, og sysler året rundt med at trimme og vedligeholde bilerne til de store stundenter-dage.

"Jeg har flere gange lejet biler ud til helt specielle ting – eksempelvis er en af mine biler med i filmen 'Flammen og Citronen'. Og jeg kørte med i optoget for 100 års-dagen for kvinders valgret," fortæller Bo Jacobsen.

Han benytter venner og bekendte som chauffører de kommende dage, men skal ikke selv direkte køre med studenter:

"Jeg skal være rullende værksted, så jeg er parat til at rykke ud med værktøjskassen, hvis der skulle være brug for det."