Den danske sang er populær i Düsseldorf

Der er masser af støtte til A Friend in London fra de mange folkeslag, der er valfartet til det internationale Melodi Grand Prix.

– Vi er vilde med Danmark og vi hepper på jer. Det er en af de bedste melodier i konkurrencen.

Sådan lyder det gang på gang, når man bevæger sig rundt i den tyske by Düsseldorf, hvor Eurovision Song Contest 2011 holdes.

Byen er fyldt med musikglade grand prix-fans fra hele Europa, der ser frem til den store finale på lørdag. Mange af dem har klædt sig i deres lands farver, og præger bybilledet på festlig manér.

– Selvfølgelig stemmer vi på Danmark og ikke på Tyskland, lyder det med store smil fra en gruppe på fire flagbærende fans, der har taget turen fra Flensboruppe.

– Thumbs up til Danmark, råber en flok på tre hollændere, der er i byen for at se semifinalen torsdag aften.

Der er heller ingen tvivl om, at den danske er favoritter til at komme i finalen hos de tre fyre, der tager en pause på den lange promenade langs Rhinen.

– Danmark kommer i hvert fald i top fem, siger de med overbevisning.