debat Vi vil også spare 6.7 mill de næste 3 år. Hvis Århus kan, så kan vi også. Århus ansatte for 3 år siden flere sagsbehandlere i deres børnesager og har på trods sparet penge. Hvordan kan det lade sig gøre? Det kan det fordi de har samarbejdet tæt sammen med familien i deres projektindsats ¨tættere på familien¨ og har fået effektiviseret deres sagsbehandling. De har opnået gode resultater, børnene er i højere grad havnet i det rigtige tilbud og de pårørende sygemelder sig i mindre grad.
Det hele startede med at borgerne i Århus var frustrerede, de havde ikke tillid til det system som skulle hjælpe dem. Det er desværre en situation som vi kan genkende fra Albertslund. I SF ser vi med bekymring på situationen på det specialiserede område. På trods af initiativer og gode intentioner om bedre fælles dialog og samarbejde med b.la. Forældrenetværket står vi stadig i en situation hvor mange familier oplever mangelfuld kommunikation og sagsbehandling der trækker i langdrag.
Udover de børn og voksne der er ramte, så har de pårørende også brug for stor hjælp og støtte. Det er dem der er i front, og ”stepper” ind og støtter. Og i sidste ende går det også udover børnene, som får dårlig samvittighed over at være syge og stresse deres forældre. Alt for mange børn bliver samtidig inkluderet i almenklasser uden der følger ressourcer og specialviden med. Det kan vi ikke være bekendt hverken overfor barnet eller læreren. Det skal skabe værdi for barnet at blive inkluderet – ikke det modsatte.
I SF ønsker vi, at sagsbehandlingen og indsatserne for de medborgere som har brug for vores hjælp og støtte skal foregå i samarbejde med familierne – ikke rundt om dem. Familierne bliver syge med stress i kampen for den bedst mulige løsning, i deres magtesløshed for at hjælpe deres børn eller pårørende. Det har ingen gavn af hverken menneskeligt eller økonomisk. Hverken den enkelte borger eller kommunekassen.
For SF har det altid været en hjertesag at prioritere børn-ungeområdet, og det vil det også være i fremtiden. Vi vil sætte stærkt ind for sætte en bedre sagsbehandling på dagsordenen både på børne og voksenområdet. Målet må være det gode liv for flest muligt af vores borgere, og der må vi lære af andre for hurtigst muligt at forbedre vilkårene.
