Af Bo Brøndum Pedersen, Ganløse, tidl. udsendt til
Afghanistan og Kosovo
Jeg har en underlig smag i munden. Det har været en underlig dag. I morges (i sidste uge, red.) fik jeg at vide, at Feyzabad i Afghanistan var faldet til Taliban. Det er nu 16 år siden, jeg som soldat var i Feyzabad. På en måde er det længe siden, men samtidig står oplevelserne i Afghanistan utroligt klart på nethinden.
Det gav mening, da vi var der! Vi gjorde en forskel! De fleste bød os velkommen!
Nu er Feyzabad faldet. Jeg troede egentlig ikke, at det var noget, der ville påvirke mig her 16 år efter – men det gør det. Jeg er ikke vant til, at vi flygter og giver op. Jeg har altid troet på, at vi skal kæmpe for det, vi tror på.
Jeg er heldig – jeg kom godt hjem og tænker ikke over Afghanistan til daglig, men sådan er det ikke alle, der har det. Vi er ca. 11.000 i Danmark, som har været udsendt til Afghanistan. 37 betalte den højeste pris i kamp. Vi er overalt i samfundet – du møder os på gaden. Jeg ved, der er rigtig mange andre veteraner, der tænker rigtig meget over de store spørgsmål i livet i disse dage.
Nogle af mine tidligere kollegaer har det i forvejen svært.
Jeg tænker på de flygtninge, vi har fra Afghanistan, som forlod landet for at få en sikker hverdag. Alle flygtninge, jeg har mødt, har en drøm om at komme hjem, når der blev fred – en fred, der nu ser ud til at forsvinde i en uvis fremtids tåger. Deres drømme om at komme hjem bliver knust i disse dage – de har det også svært.
Så jeg beder dig: Hvis du møder en af vores veteraner eller flygtninge fra Afghanistan i disse dage, så bær over med dem, og hvis du har overskud, så vær der for dem.
Der er mange, som har brug for et velment smil, et kram og måske et par ører, der vil lytte til dem.
