Jeg ser, at artiklen i Rudersdal Avis om kommunalbestyrelsesmedlem Søren Hyldgaards fartbøder afføder kommentarer, der i bedste fald kan betragtes som fordømmende.
Man kunne også hviske ordet "skadefro", og vælger man den fortolkning, så synes jeg, der godt kan være behov for en perspektivering:
Man kan mene, at tre gange hastighedsoverskridelser samme sted og inden for fire måneder tyder på en vis ihærdighed i disciplinen. Men det ændrer intet ved det principielle, som er rivende galt.
Søren Hyldgaard kører for stærkt i 2015, men får først sin dom nu. Det er ikke rimeligt, at en sagsbehandling skal tage så lang tid, og det er slet ikke rimeligt, at der i mellemtiden er indført en skærpelse af valgbarhedsloven, som ikke var gældende på gerningstidspunktet, og som nu efter den langtrukne sagsbehandling betyder, at det får konsekvenser for delinkventens politiske arbejde.
Der er en god sjat bananrepublik over det her, og jeg håber, den opfattelse får medhold ved Landsretten.
Om ikke andet må markedsføringsloven kunne komme i anvendelse. Man skal i Danmark vide, hvad en ting koster. Søren Hyldgaard vidste ikke, hvad det i sidste ende kostede at køre for stærkt, da han indgik handelen!
