Debat: “Ansvarlige” V-borgmestre i skræmmekampagne

Seks Venstre-borgmestre, herunder Rudersdals, føler sig i "kaldet til at komme med et opråb fra kommunerne" i Berlingske Tidende 8. maj. Med dette første udspil i valgkampen placerer Venstre sig sammen med den yderste højrefløj.

Det grundlæggende argument er flygtninge eller velfærd, og den modsætning holder ikke.

Dengang der gik flygtninge på motorvejene lavede Venstreregeringen og Kommunernes Landsforening en aftale, som gjorde det muligt for kommunerne at håndtere det ekstraordinære pres. Det var en aftale til 1,7 mia. og dertil kom der en række lempelser på krav til kommunerne.

De 6 venstre-borgmestre kender udmærket til denne aftale og burde nævne den i artiklen. Hvis de er utilfredse med aftalen og har brug for flere penge, så burde de gå til regeringen i stedet for at give flygtningene skylden. Årsagen til de senere års nedskæringerne er en anden.

Regeringens budgetlov sætter snævre grænser for, hvad kommunerne må bruge til velfærd. Enhedslisten foreslår, at den lov skal skrottes, og at kommunerne tilføres tilstrækkelige midler til at dække behovet.

Det er budgetloven og regeringens manglende prioritering af velfærden, der har tvunget kommunerne til de sidste fire års velfærdsnedskæringer – ikke flygtningestrømmen i 2015.

I Rudersdal skyldes velfærdsnedskæringerne ikke bare budgetloven, men også den lave skatteprocent.

Det har Enhedslisten hvert år advaret imod. Men Venstre bejler til den del af vælgerbefolkningen, som ønsker en lav skatteprocent frem for velfærd. Det årlige underskud og velfærdsnedskæringerne har hidtil været bortforklaret med uretfærdigheder i udligningssystemet. Nu har Venstre føjet en ny forklaring til, den påståede flygtningestrøm til Rudersdal.

Det sætter standarden i Venstres valgkampagne.Vi anerkender fuldt ud det arbejde kommunerne gør, og ønsker tilstrækkelige bevillinger til de asylansøgere, som kommer. Men borgmestrenes indlæg er skræmmekampagne af værste skuffe, og borgmestrene burde være mere ansvarsbevidst end at give en sådan gave til den yderste højre fløj.