Debat: Allerød har brug for en Frederikssundsmotorvej nu

Debat: Allerød har brug for en Frederikssundsmotorvej nu
Esben Buchwald opfordrer til, at man fremrykker færdiggørelsen af Frederikssundsmotorvejen. Pressefoto
Esben Buchwald opfordrer til, at man fremrykker færdiggørelsen af Frederikssundsmotorvejen. Pressefoto

Esben Buchwald (V), medlem af Allerød Byråd

Det er afgjort positivt, at der netop er indgået aftale om, at udvidelsen af Hillerødmotorvejens forlængelse til motorvej igangsættes allerede i 2022.

Derimod er det ikke godt for borgerne i Allerød Kommune, at anlæg af Frederikssundsmotorvejens 3. etape fra Tværvej til Frederikssund først igangsættes i 2026.

Den ufærdige Frederikssundsmotorvej betyder nemlig, at der dagligt, både morgen og eftermiddag, er en voldsom trafik med lange køer på Slangerupvejen igennem kommunen.

Frederikssundsmotorvejen vil kunne aflaste Slangerupvejen, og den vil kunne forhindre den ophobning af trafik, som opstår på Hillerødmotorvejen i retning mod København.

Dette problem forværres yderligere af, at udvidelsen af Hillerødmotorvejen mellem Farum og Ring 3 og 4 først igangsættes i 2029.

Jeg kan derfor kun opfordre til, at man fremrykker færdiggørelsen af Frederikssundsmotorvejen til gavn for borgerne i Allerød Kommune.