De takler det flot

Hverken spanskrøret eller udsmidningsblanketterne er fremme på rektors bord, selv om alle Kirsten Schiellerups elever har valgt at boykotte undervisningen og besætte skolen

Foto: Marianne K. Holm

For selv om man ikke sidder i en time og terper tabeller eller diskuterer Dante, kan man godt lære noget alligevel.

"Eleverne lærer på sådan en dag at organisere sig. Jeg kan godt lide elever, der er engagerede i samfundsdebatten. Det er tegn på, at de interesserer sig for, hvad der foregår omkring dem i samfundet. Det fremmer deres politiske bevidsthed, uanset hvilken retning de går politisk" forklarer Kirsten Schiellerup.

Kirsten Schiellerup har valgt at blande sig helt uden om elevernes aktion. Heller ikke lærernes strejke tidligere på ugen er noget, hun på nogen måde har haft indflydelse på eller været medvirkende til. Men hun kan godt forstå bekymringerne.

"I Danmark har vi en lang uddannelsestradition, hvor det gode og personlige forhold mellem lærer og elev er vigtig. For os er det positivt, at lærer og elev har en god kontakt. På den måde kan den enkelte elev også få mulighed for at møde undervisningen på det niveau, hvor eleven nu er. Det er jo det, man kalder undervisningsdifferentiering."

Og det er den kontakt Kirsten Schiellerup frygter vil forsvinde, hvis besparelser på gymnasierne fører til, at der skal sidde langt over 30 elever i hver klasse.

"Der er jo også hele den faglige side. For selvfølgelig bliver man klogere af at være sammen med en lærer, der har overskuddet til at sige, "Jeg har en spændende bog her, som jeg tror, vil interessere dig. Og det kan læreren kun, hvis kendskabet til den enkelte elev er på plads.".