"Was war das???" Det spurgte en forbløffet tysk målmand håndboldlandsholdets Lars Christiansen om, efter han satte det afgørende straffekast ind bag tyskeren og sendte Danmark i EM-finalen i januar. For netop de to havde stået over for hinanden flere hundrede gange før i den tyske Bundesliga, og målmanden mente at vide nøjagtigt, hvordan Lars Christiansen tog straffekast. Men denne gang scorede han på et skud, han aldrig havde lavet før, og det kom totalt bag på den tyske målmand. Straffekastet var en kulmination på Ulrik Wilbeks arbejde med herrelandsholdet, og at Lars Christiansen kastede et kast, han aldrig havde prøvet før, var i høj grad Wilbeks fortjeneste. Det afslørede landstræneren selv, da han torsdag aften holdt foredrag for en fyldt sal på Frederikssund Gymnasium. I fem kvarter fortalte en veloplagt Ulrik Wilbek om ledelse og coaching af sine spillere i et sprog, der direkte kan overføres til erhvervslivet. Hvilket er helt tilsigtet, for Ulrik Wilbek mener selv at de metoder, han bruger i arbejdet med landsholdet, sagtens kan overføres til de fleste arbejdspladser.
Det handler om at finde ud af hvilken type, medarbejderen er, og hvordan man bedst udnytter kompetencerne. Det handler om at tilpasse sit koncept til medarbejderen, og ikke omvendt, og så handler det først og fremmest om samarbejde. I tilfældet Lars Christiansen havde Ulrik Wilbek tilrettelagt en helt specifik strategi sammen med spilleren, og de havde sammen opstillet en række mål, Lars Christiansen skulle nå. Ulrik Wilbek forklarede, hvordan han ved sin tiltrædelse som landstræner var blevet opfordret til at droppe Lars Christiansen, da han nu var blevet 32 år og aldrig rigtigt havde markeret sig ved slutrunderne, på trods af stor succes på sit klubhold. I stedet lagde de sammen en helt klar plan, og gik helt ned i detajlen med, hvordan han kunne forbedre sig på landsholdet. Her var et nøglepunkt at bryde de normale mønstre, og den lektie kulminerede med Lars Christiansens straffekast. Ved EM-slutrunden spillede han sig desuden på All Star-holdet og blev kåret som verdens bedste venstre wing. Så var dét mønster ligesom brudt.
Ulrik Wilbek har udviklet en model, der kan kategorisere person-typer. Man er enten grå, grøn, blå eller rød, og farverne dækker over personlighedstyper: Er man rød, er man en vindertype, 'grønne' mennesker er de kreative og ofte lidt 'smarte', en blå person er typisk rolig og lidt konfliktsky, og de grå er kontrolfreaks. De fleste mennesker er domineret af to farver, men det interessante opstår, når man skal sammensætte sit team. Der skal nemlig være lidt af det hele.
Wilbek berettede om øvelser med landsholdstruppen, hvor han havde sat spillere i samme 'farver' på samme hold til en gang beach-volley. "Det blå hold skiftede aldrig deres værste spiller ud, for det var jo lidt synd, og vi skulle jo alle sammen være her, og han skulle jo også lære det," sagde Ulrik Wilbek. "Det røde 'vinderhold' kom lynhurtigt op at skændes, mens det grønne hold begyndte at protestere over pointfordelingen," fortsatte landstræneren, mens publikum forsøgte at holde latteren tilbage. Det grønne, 'kreative' hold gik en tand videre med en skriftlig protest over pointsystemet, som de ikke mente afspejlede deres overlegne sejre. For at få opbakning til protesten fra de andre hold, fik de spillerne til at skrive under på bagsiden af protesten, i den tro at det var autografer til en lille dreng. Særdeles kreativt. Wilbeks pointe var, at et effektivt hold skal have alle typer at tage fra og supplere med.
Konklusionen på Wilbeks foredrag var, at det i høj grad handler om at sætte sig nogle realistiske mål. Der er ingen grund til at melde ud at man skal vinde guld, hvis man i virkeligheden er et godt stykke fra toppen. Det samme gælder landsholdspilleren. Han skal ikke gå efter at komme med i OL-truppen til sommer, hvis han er nummer fem i køen. Det kan næsten kun ende med skuffelse. Så er det bedre at arbejde frem mod eksempelvis VM 2010, hvor han ville have større chancer for at komme i truppen, og længere tid til at forbedre sine svagheder.
Til gengæld skal man heller ikke gemme sig. Da landsholdet talte målsætninger inden EM i januar, var der enighed om at en plads blandt de otte bedste ville være et godt mål. Men i dagene op til slutrunden, bemærkede Wilbek, at flere ikke var helt så opsatte og begejstrede, og efterhånden fandt han ud af, at mange på holdet kun ville være tilfreds med guld. "Hvad fanden snakker vi så om de otte bedste eller semifinalepladser for?" spurgte han sin trup, og sammen meldte de klart ud, at nu skulle der gåes efter guld. Og det gik jo som bekendt ganske godt.
