Datter vil være popstjerne: Mor frygter musikbranchen

Foto: THOMAS OLSEN
FOTO:THOMAS OLSEN 091116
  NATASCHA JESSEN HOLDER SABBATR FOR AT HELLIGE SIG SANG OG SKUESPILS KARRIERE
FOTO:THOMAS OLSEN 091116 NATASCHA JESSEN HOLDER SABBATR FOR AT HELLIGE SIG SANG OG SKUESPILS KARRIERE

Bekymringer og frygten for, at hendes datter ryger ud i noget skidt i en hård branche har givet Zhashia Jessen meget at tænke på. Men efter lange og grundige overvejelser gik hun alligevel med til, at datteren Natascha Jessen måtte tage et sabbatår efter 9. klasse, som hun afsluttede i sommer, for at hellige sig drømmen om at blive international popstjerne.

Men mange ubesvarede spørgsmål har undervejs fyldt moderens hoved. Er det rigtig at give lov? Kan hun klare det?

»Jeg har haft søvnløse nætter, og mit hoved har været et tankemylder,« siger Zhashi Jessen.

Hun har især haft sin tvivl i forhold til miljøet i musikbranchen. Man hører jævnligt om, at der er stoffer og alkohol i musikbranchen, og Zhashia Jessen nævner blandt andet Justin Bieber, der flere gange er blevet taget i at tage stoffer, som et dårligt eksempel.

»Det er en hård branche, og jeg er i virkeligheden en pyllermor, og mit barn er kun 16 år. Derfor har jeg været usikker,« siger Zhashia Jessen fortsætter.

»Det har virkelig været svært, fordi jeg har været i tvivl, om jeg kan beskytte hende nok i den branche, der er så hård. Det er jo min lille pige i den store verden. Der er mange, der ikke vil dig det godt, og man kan ikke vide, hvem der er gode mennesker i den branche,« siger hun.

Tilfældig mulighed

Zhashia Jessen og datteren Natascha kommer oprindeligt fra Fredericia, men flyttede i 2008 til Rødovre. I Fredericia viste Natascha Jessen interesse for musik, dans og modellivet og viste prøver på sit talent. Men det var først, da de rykkede nærmere hovedstaden, at datterens karriere for alvor tog fart. Det betød alt at komme tættere på København, er mor og datter enige om.

I København gik Natascha Jessen til cheerleading, og den vej kom hun videre ind på Eventyrteaterets dramaskole, og siden er det gået stærkt. Men intet har været planlagt indtil nu.

»Mulighederne er kommet helt tilfældigt, og jeg har aldrig pacet Natascha til, at hun skal være en stjerne. Det har jeg aldrig tænkt, at hun skulle. Jeg regnede med, at hun skulle gå på gymnasiet efter folkeskolen,« siger Zhashia Jessen.

Men nu er det drømmen, der er i fokus for Natascha Jessen, som har fuld opbakning fra sin mor.

»Jeg vil støtte lidt ekstra, fordi jeg selv har bakket op om at hun må gøre det her, men jeg vil hele tiden være opmærksom på, hvad der sker omkring hende, og indtil hun er 18 år, vil jeg være med på sidelinjen. Jeg vil gerne hjælpe hende til at komme godt i gang. Og selvom jeg har valgt at give hende lov til at fokusere på drømmen, er det lidt vildt, at jeg har givet hende lov til ikke at tage en uddannelse. Jeg stoler på, at hun med den støtte og ballast, hun har med hjemmefra, nok skal klare det,« siger Zhashia Jessen.

Glad for valg af manager

En af de store beslutninger, der er blevet taget omkring Natasha Jessen og hendes karriere, er, at hun har lavet et samarbejde med en manager til at varetage hendes interesser.

»For mig var det vigtigt, at vi fandt en manager, jeg kunne stole på. De første måneder skulle både Natascha og jeg lære ham at kende og kigge ham lidt an,« siger Zhashia Jessen

Valget af manager er den bekymrede mor meget tilfreds med. De har valgt Amir Glavas.

»Jeg er glad for Amir. Han har hjertet med i det, han gør, og det har Natascha også, så det passer godt sammen,« siger Zhashia Jessen, der også har været med til at se, hvordan der bliver arbejdet, når datteren er i studiet og omgås med manager, producere, musikere og andre branchefolk.

»Jeg blev meget rørt over at se den passion, som de alle lægger i det. Og det har gjort, at jeg ikke er i tvivl om, at det er det rigtige at lade hende gå efter drømmen,« siger hun.