Danskerne køber mindre på klods i krisetid

Dyre forbrugslån og kontokort frister i butikkerne, men danskerne er blevet bedre til at stå imod. Vi skylder dog stadig næsten 20 milliarder kroner.

Danskerne lader oftere lader kontokortet blive i pungen og står imod fristelsen til det hurtige, men dyre forbrugslån. Ved udgangen af 2009 var forbrugerkreditten faldet med 0,9 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

– Tallene afspejler med al tydelighed danskernes stigende fokus på opsparing frem for forbrug igennem den økonomiske krise, siger Christian Hilligsøe Heinig, chefanalytiker i Sydbank, i en kommentar.

Han mener, at den økonomiske krise får danskerne til at være mindre sløsede med privatøkonomien end i de fede tider, og dermed holde igen med de dyre forbrugslån.

Niveauet for forbrugerkredit, som dækker over for eksempel kontokort og blankolån, er faldet fem kvartaler i træk. I samme periode forøgede banker og realkreditinstitutter deres samlede udlån til private med omkring en procent.

Danskerne skylder dog stadig store beløb for eksempel for impulskøb i butikker og mindre lån med høje renter. Forbrugerkreditten udgjorde i fjerde kvartal hele 19,5 milliarder kroner.

Heraf var 50 procent blankolån, som er optaget uden at stille sikkerhed, 35 procent købe- og kontokort, og 14 procent kredit mod sikkerhed.