Instruktøren Pernille Fischer Christensen har det egentlig svært med, at hendes ny spillefilm, "En familie", på Berlinalen skal dyste med 19 andre film om de priser, som juryen belønner de bedste film og skuespillere med.
– For det første er jeg ikke noget udpræget konkurrencemenneske, og for andet er det noget mærkeligt noget, det der med at måle film i forhold til hinanden. Efter hvilke kriterier gør man egentlig det, spørger hun.
Men samtidig er hun rigtigt godt tilpas ved at være tilbage i den tyske hovedstad og få lejlighed til at præsentere sin ny film, der vises fredag, først for den internationale presse og senere ved gallavisningen i Berlinale Palast.
– Jeg synes faktisk, at det er at blive udtaget, er en sejr i sig selv, siger Pernille Fischer Christensen, der fik sit store gennembrud netop i Berlin. Her blev hendes første spillefilm, "En soap", i 2006 belønnet med både juryens store pris og med prisen for bedste debutfilm.
For fire år siden tog hun kegler med det, som hun selv kalder "en personlig og miniatureagtig film".
I "En familie" har hun taget springet til en fortælling, der også er meget personlig, men som instruktøren kalder en broget skildring af en moderne familie inden for det bedre borgerskab.
Pernille Fischer tør godt love, at hun ikke har lavet sin sidste film om skæbner og konflikter i en familie.
– Familien som fællesskab, som kampplads og som platform er en uudtømmelig kilde til gode historie. Familien rummer det hele: Kærlighed, misundelse, had, tradition. Sammen med krigsfilmen er familiefilmen vel den dominerende genre og tænk også på, hvor mange tv-serier, der handler om familier, påpeger den 40-årige instruktør.
