Dansk medaljehåb ror sig sikkert i kvartfinalen ved OL i Tokyo

Sverri Nielsen havde som ventet ingen problemer med at ro sig videre fra indledende heat natten til fredag.

Roeren Sverri Nielsen er sikkert videre til kvartfinalerne i singlesculler ved OL, efter at det danske medaljehåb snuppede en sikker førsteplads i det indledende heat 3 natten til fredag dansk tid.

På anlægget Sea Forest Waterway i Tokyo fik den 27-årige dansk-færing ellers en lidt langsom start på de 2000 meter, men allerede efter første mellemtid efter 500 meter havde han lagt sig solidt i front.

Det var på forhånd ventet, at europamesteren fra 2020 ville ro sig sikkert videre til kvartfinalen, og Sverri Nielsen førte da også komfortabelt resten af løbet.

Han får i kvartfinalen selskab af italienske Gennaro Alberto di Mauro og Vladislav Yakovlev fra Kasakhstan, der også gik videre blandt de tre bedste.

De sidste to roere i danskerens heat var Alhussein Ghambour fra Libanon og Peter Purcell-Gilpin fra Zimbabwe.

Mændenes kvartfinaler i singlesculler afvikles natten til mandag 26. juli dansk tid.