Niklas Nørgaard Møller leverede fredag en regulær fantomrunde i golfturneringen Omega European Masters i Schweiz.
Ni birdies og kun 61 slag var bundlinjen for den 30-årige dansker, og dermed var han bedst af alle i runden og kun ét slag fra banerekorden.
Trods sin flyvende fredag er Nørgaard Møller på grund af en meget skidt åbningsrunde torsdag dog ikke en del af den absolutte top.
Samlet er han fire slag under par ligesom landsmændene Joachim B. Hansen, Marcus Helligkilde, Jeff Winther og Nicolai Højgaard på en delt 34.-plads, hvilket givetvis er nok til at sikre dem adgang til weekends finalerunde.
Bedste dansker er i stedet Rasmus Højgaard, der er regerende mester i Omega Masters, efter at han i 2021 vandt sin seneste og tredje sejr på DP World Tour, der tidligere hed European Tour.
Han har samlet set brugt syv slag under banens par på en delt 12.-plads, men han mangler også stadig at spille fire huller på sin anden runde.
Dem nåede han på grund af mørke ikke fredag. Runden var af vejrmæssige årsager således afbrudt i flere timer om eftermiddagen på grund af "elektrisk aktivitet" i området.
Højgaard skal dermed meget tidligt op lørdag for at spille færdig, og det samme skal Lucas Bjerregaard og Søren Kjeldsen, der dog begge ser ud til at misse cuttet.
/ritzau/