Efter en forfærdelig onsdag, hvor 49'eren endte som nummer 16 og 15, har Peter Lang og Allan Nørregaard fået båden på ret køl.
Torsdagens første sejlads endte med en 5.-plads, og i torsdagens anden sejlads hentede danskerne en 7.-plads. Dermed ser den danske duo ud til at have fundet tilbage til de takter, der inden onsdagens nedtur placerede danskerne på medaljepladserne.
Og Allan Nørregaard erkender, det har været en noget blandt oplevelse at sidde i 49'eren ved OL indtil videre.
– Vi havde en rigtig god start, og en meget dårlig dag i går – med en god, men ikke fantastisk dag i dag, siger Nørregaard.
Nørregaard og Lang rykker efter torsdagens sejladser frem i den samlede stilling, så de nu er nummer syv. Dermed er der fortsat et stykke vej op til medaljerne.
Til danskernes held har de stadig syv indledende sejladser og en medaljesejlads til at indhente Australien, Storbritannien og New Zealand, der lige nu ligger på de tre første pladser.
Blandet så det også ud for de øvrige danskere i sejlsporten torsdag.
Mest opsigtvækkende var Jonas Høgh-Christensen, som efter en kæntring i første sejlads har bragt spænding tilbage i finnjolle-konkurrencen. Han blev torsdag nummer 8 og 4 i de to sejladser, men fører fortsat.
I starbåden havde Michael Hestbæk og Claus Olesen til gengæld en god syvende og ottende sejlads med placeringer som nummer seks og tre.
Danskerne er nu nummer 11 i den samlede stilling med to sejladser og en medaljesejlads tilbage. Skal danskerne med i medaljesejladsen, skal de klemme sig ind i top-10 i løbet af de to sidste indledende sejladser.
I kvindernes matchrace besejrede den danske trio Portugal, men tabte senere til Australien. Danskerne har tre sejre og syv nederlag inden fredagens sidste indledende sejlads mod Spanien.
Sidste dansker i vandet var Sebastian Fleischer, som i RS: X – eller windsurfing med et andet ord – kom ind som nummer 29 i både femte og sjette sejlads. Dermed ligger han stadig uden for top-20 i den samlede stilling.