Danseskole får nye ejere

Foto: Jesper Kappel

Danseskolen Frederikssund har fået nye ejere. Det er Kathrine Belle og Dennis Keller, der har overtaget det tidligere Dance Studie M på Torvet 6A, og lige i øjeblikket gør de klar til sæsonstart den 24. august.

"Nu skrives et nyt kapitel i danseskolens historie, og som nye indehavere i sæson 2015-2016 glæder vi os til at komme i gang og vise vores elever, hvor meget vi brænder for dansen, musikken og bevægelsen. Med tradition for den gode dans tilbyder vi en bred variation af stilarter. Vi ønsker, at Danseskolen vil give vores mange elever en seriøs og professionel vejledning gennem dansen, uanset om du er begynder eller rutineret," fortæller de to nye ejere.

Det var de tidligere ejere, der henvendte sig til Dennis Keller og spurgte, om han havde lyst til at overtage skolen i Frederikssund.

"Kathrine har undervist på skolen de sidste tre år, og da vi gennem adskillige sæsoner har haft et fantastisk kollegialt forhold, var jeg ikke i tvivl om, at skolen skulle overtages med hende som 50/50 partner," fortæller Dennis Keller.

"Vi ønsker at skabe et fundament af dans med høj kvalitet – bygget på de succesoplevelser, som børn og voksne får i dansesalen. Hos os er der plads til talentet og muligheden for at udforske det, men ikke på bekostning af breddeidrætten og de mange elever, som kommer til dans for motionen og bevægelsens skyld," siger Dennis Keller.

Inspiration til forståelse af børnene og den konstante videreudvikling af koncepterne sker gennem dansekongresser, workshops og sparring med uddannede pædagoger, lærere og konsulenter.

Som medlem af De Danske Danseskoler og International Dance Organisation (IDO) har Danseskolens dygtigste elever mulighed for at deltage i turneringer i blandt andet pardans, disco, Hip Hop og showdance.

Man kan se mere om Danseskolen på www.danseskolenfrs.dk.