Syg britisk kvinde skriver retshistorie

En skleroseramt britisk kvinde har vundet en sag, som tvinger myndighederne i Storbritannien til at klargøre lovgivning om aktiv dødshjælp.

Den skleroseramte Debbie Purdy fra Bradford har ved en retssag ved Storbritanniens højeste retsinstans vundet retten til at få klargjort lovgivningen om aktiv dødshjælp. Det beretter BBC. Højesteret og appelretten har tidligere nægtet at efterkomme den 46-årige kvindes ønske. Men House of Lords giver hende nu medhold i, at hun har ret til at vide, om hendes mand kan straffes, hvis han tager med til Schweiz for at hjælpe hende med at dø.