Danmarks curlingherrer lider nyt nederlag

Danmarks curlingherrer måtte igen se sig slået ved vinter-OL, da Norge lørdag aften vandt 6-3 over Danmark. Semifinalen er dermed meget langt væk for danskerne.

De danske curlingherrer bliver ved med at tabe ved vinter-OL i Vancouver. Lørdag aften dansk tid måtte Danmark se sig slået 3-6 af Norge, og dermed er chancerne for at avancere til semifinalen meget små og reelt kun teoretiske.

Flere håbløse fejl af særligt Johnny Frederiksen, der har været skidt spillende under det meste af vinter-OL, betød, at Danmark missede flere chancer for at komme op på siden af nordmændene, som aldrig rigtig gjorde sig umage for at slå de danske curlingherrer. Efter niende ende valgte danskerne at give op.

Kampen mellem de to nabolande fik en blød start uden de helt store satsninger fra nogen af holdene.

Knap halvvejs i kampen begyndte nordmændene dog stille og roligt at trække fra og kunne ikke undgå at straffe danskernes fejl. Herefter så Norge sig ikke tilbage, og sejren til de skandinaviske brødre med de sjove bukser var aldrig i fare.

Næste opgave for de danske herrer er mod Tyskland. Den kamp spilles søndag klokken 23 dansk tid. Inden da skal Danmarks kvindelige curlinghold i aktion to gange. Første gang mod Schweiz lørdag aften klokken 23 dansk tid.