Danmark sætter smitterekord med 760 nye tilfælde

Selv om der er rekordhøjt antal smittetilfælde, er situationen på sygehusene en helt anden end i foråret.

De 760 nye smittetilfælde er opdaget ud fra omkring 43.000 prøver. Dermed har 1,77 procent af prøverne været positive, hvilket er den højeste andel siden slutningen af april. (Arkivfoto)
De 760 nye smittetilfælde er opdaget ud fra omkring 43.000 prøver. Dermed har 1,77 procent af prøverne været positive, hvilket er den højeste andel siden slutningen af april. (Arkivfoto)

Der er opdaget 760 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark det seneste døgn, oplyser Statens Serum Institut (SSI).

Det er højeste antal registrerede tilfælde på én dag under udbruddet. Den hidtidige rekord var 25. september med 678 tilfælde.

Selv om der er tale om det højeste antal påviste tilfælde, der er registreret på én dag, kan der have været mere smitte i omløb i foråret.

Man kan ikke sammenligne smittetallene én til én, fordi der nu bliver testet langt mere og derfor opdaget flere tilfælde.

Ifølge Søren Riis Paludan, professor i virologi ved Aarhus Universitet, er tendensen klart opadgående. Det tyder dog på, at de, der smittes, er mindre sårbare end i foråret.

– Vi ser stadig relativt lave tal i forhold til indlæggelserne – ikke mindst på intensivafdelingerne, siger han.

Sammenlignet med foråret er situationen da også en helt anden på landets hospitaler. I starten af april var der i en periode mere end 500 indlagte.

I øjeblikket er kapaciteten slet ikke under pres på landets sygehuse, da der torsdag er 124 indlagt med coronavirus. Det er to flere end onsdag. 17 er på intensiv, og heraf er 12 i respirator.

De 760 nye smittetilfælde er opdaget ud fra cirka 43.000 prøver. Dermed har 1,77 procent af prøverne været positive, hvilket er den højeste andel siden slutningen af april.

Torsdag morgen lød det fra regeringen, at der kan komme nye restriktioner på forsamlingsforbud og mundbind, hvis ikke smittekurven vender de kommende dage.

– Det er de næste to-tre dage, der bliver afgørende. Jeg kommer ikke til at afvise nogen som helst skærpede restriktioner eller regler. Vi følger det tæt, og myndighederne har skruet op for beredskabet, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Umiddelbart mener virolog Søren Riis Paludan ikke, at dagens tal retfærdiggør yderligere restriktioner.

– Det er en politisk diskussion. Det handler om, hvad man kan acceptere som land. Umiddelbart vil jeg sige nej ud fra dagens tal.

– Men hvis man ikke fra politisk side kan acceptere daglige smittetal over 500, så retfærdiggøres det jo, siger han.

Han peger på, at vi i Danmark har et sundhedssystem, der kan følge med.

Der er desuden registreret yderligere fire dødsfald med coronasmitte. Samlet er 694 døde med virusset siden starten af marts.