Danmark har mindst korruption

Danmark er ikke stedet, hvor der bliver betalt masser af penge under bordet til myndigheder for at få særlige tjenester. Ny rapport giver Danmark dukseplads.

Vi er ikke korrupte i Danmark. Sådan lyder vurderingen, når erhvervslivet og analytikere skal vurdere graden af korruption i Danmark. Faktisk indtager vi duksepladsen på listen over vurderinger af korruption. New Zealand er nummer to og Sverige på tredjepladsen i den nyeste opgørelse fra Transparency International. Organisationen offentliggør hvert eneste år en tyk rapport om korruption verden over.

Selv om Danmark ligger helt i top, er der dog også omtale af en række sager, hvor danske virksomheder har haft checkhæftet fremme for at få tingene til at glide lidt nemmere i forhold til udenlandske myndigheder. I rapporten nævnes 21 undersøgelser af bestikkelse i udlandet i 2007, hvor danske virksomheder er involveret. Der var 17 egentlige sager i 2008.

Tidligere i år kom det frem, at de danske myndigheder har konfiskeret omkring 45 millioner kroner hos syv danske virksomheder, der har været involveret i en bestikkelsesskandale i Irak. Det er Bagmandspolitiet, der har taget sig af sagerne mod Novo Nordisk, Grundfos, Ferring, Bisca, Unomedical, Vikima Seeds og Jørgen Kruse. Størstedelen af de 45 millioner kroner er konfiskeret i Novo Nordisk, der ellers har haft et pletfrit ry. Tidligere på året indgik Novo Nordisk et forlig med de amerikanske myndigheder. Det kostede virksomheden 100 millioner kroner, og sagen handlede også om bestikkelse i Irak.

Trods de 17 sager indtager Danmark altså førstepladsen.

Helt i bund som det mest korrupte land er Somailia. Irak og Myanmar ligger lige over, men stadig helt i bund på korruptionslisten.