Daniel blandt Europas bedste

Daniel Simonsen var med til at sikre fremragende dansk resultat

 Daniel Simonsen, nr 3 fra venstre, og det danske juniorlandshold leverede et fornemt resultat ved U/EM i Rumænien. Foto Bordtennis.dk
Daniel Simonsen, nr 3 fra venstre, og det danske juniorlandshold leverede et fornemt resultat ved U/EM i Rumænien. Foto Bordtennis.dk

Bordtennis "Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg var kommet lidt længere i den individuelle turnering, men bortset fra det så gik EM over over al forventning".

Bordtennisspilleren Daniel Simonsen fra Frederiksværk er netop vendt hjem fra europamesterskaberne for ungdom der blev afholdt i byen Cluj i Rumænien. Og Daniel og de tre kollegaer på det danske juniorlandshold, Peter Svenningsen, Martin Buch og Thor Christensen samt coach Kim Nylander kan kigge tilbage på et flot dansk EM.

I holdturneringen var Danmark seedet som nummer 28 men via en formidabel holdindsats blev det til en fornem 11. plads efter utallige flotte sejre undervejs. Alle kampe i den indledende pulje blev vundet. Armenien, Wales, Finland og gruppens topseede hold Østrig blev besejret af de veloplagte danskere, som dermed spillede sig videre til cupkampene om placeringerne i den sjove ende.

Her blev der indledt med en 3-0 sejr over Kroatien, og dermed var Daniel og holdkammeraterne sikret en placering blandt de 16 bedste nationer.

Efter fem sejre i holdturneringen på stribe blev der sat en stopper for danskerne. Italien satte punktum for de rødhvide drømme med en 3-0 sejr. Derfor skulle Danmark spillede om placeringerne 9. -16. Her blev det en sejre over Schweiz og Sverige mens det blev til et tæt 2-3 nederlag mod Spanien.

"Det samlede resultat var der ikke mange der havde troet på inden vi tog afsted, så jo, selvfølgelig er jeg meget tilfreds, udfra vores seedning er det et rigtig flot resultat", fortæller Daniel Simonsen som dog ikke oplevede samme succes i singleturneringen. Her blev det til et nederlag i første runde mod Alberto Moro fra Luxemborg.

"Det var ikke særlig godt fra min side, jeg ramte slet ingenting, en rigtig dårlig dag", siger Daniel Simonsen om den ærgerlige exit, han tilføjer:

"Jeg er førsteårs junior, så jeg kommer igen, om to år er jeg blandt de ældste, så topper jeg", lyder det med toptunet optimisme fra Daniel.

I doubleturneringen spillede Daniel Simonsen sammen med Thor Christensen og her blev anden runde endestationen, sendt i bad af et stærkt fransk par som senere i turneringen var milimeter fra en plads i semifinalen.

Efter hjemkomsten fra Rumænien holder Daniel Simonsen nu en velfortjent sommerferie:

"Nu står den på ferie, der skal ikke tænkes bordtennis og jeg skal ikke have et bat i hånden før ferien er forbi", slutter Daniel Simonsen