Dårligt vejr får alpinkonkurrencer aflyst

Lindsey Vonns comeback er udsat, da kvindernes styrtløbskonkurrence er aflyst. Det samme gælder for mændene.

Lindsey Vonn skulle have gjort comeback lørdag efter næsten et års pause.
Lindsey Vonn skulle have gjort comeback lørdag efter næsten et års pause.

Hverken de bedste kvindelige eller mandlige skiløbere kommer lørdag til at stryge ned ad pisterne i World Cuppen.

På grund af dårligt vejr er begge konkurrencer aflyst. Det meddeler Det Internationale Skiforbund (FIS) på Twitter.

Kvinderne skulle have afviklet en styrtløbsafdeling i østrigske Altenmarkt-Zauchensee, men kraftig tåge og snevejr har ført til aflysning efter flere udsættelser.

Dermed må den amerikanske skidronning Lindsey Vonn vente lidt længere med at gøre comeback på den største scene.

Hun kom til skade i februar sidste år og missede resten af sæsonen. I november var hun på højkant igen, før en brækket arm fik udsat amerikanerens comeback.

Med 76 sejre i World Cuppen jagter hun Ingemar Stenmarks rekord på 86 sejre.

Tre kvarter efter aflysningen af kvindernes løb i Østrig fik også herrerne i schweiziske Wengen dårligt nyt. Deres styrtløbskonkurrence er ligeledes aflyst.

Der er også planlagt konkurrencer søndag i henholdsvis kombineret for kvinder og slalom for mænd. Først søndag bliver det afgjort, om konkurrencerne afvikles.