
De bedste alpine skiløbere på herresiden skulle lørdag have dystet i styrtløb i østrigske Kitzbühel for anden dag i træk, men den plan er skrottet.
Det Internationale Skiforbund (FIS) oplyser på Twitter, at World Cup-konkurrencen er aflyst på grund af dårligt vejr.
– På grund af vejrsituationen og forholdene på pisten har juryen sammen med LOC (organisationskomitéen, red.) og de øvrige interessenter besluttet at aflyse dagens styrtløb, skriver arrangørerne.
Schweizeren Beat Feuz vandt fredagens styrtløb i det traditionsrige løb, der går under navnet Hahnenkammrennen.
Også fredag gav vindstød dog problemer for løbet, som var præget af flere styrt. Urs Kryenbuehl fra Schweiz pådrog sig ifølge AFP en hjernerystelse, et brækket kraveben og en knæskade, mens amerikaneren Ryan Cochran-Siegle fik en mindre nakkeskade.
Undervejs blev løbet afbrudt, og efter at top-30 var kørt i mål, blev resten af løbet afblæst.
Feuz vandt foran hjemmebaneyndlingen Matthias Mayer og italienske Dominik Paris. Mayer fører styrtløbskonkurrencen samlet, mens franskmanden Alexis Pinturault fører den samlede World Cup på tværs af discipliner.
Helt slut er det ikke med alpint skiløb i Kitzbühel i denne omgang. Søndag dystes der efter planen i super-G.
Hos kvinderne lykkedes det at afvikle lørdagens styrtløbskonkurrence, og det endte med en gentagelse af fredagens italienske triumf.
For anden dag i træk vandt Sofia Goggia således i schweiziske Crans-Montana, og hun fører også World Cup-stillingen i disciplinen samlet.
??BREAKING: Due to the current weather situation and the conditions of the slope, the jury together with the LOC and all other stakeholders has decided to cancel today's Downhill. New program for tomorrow 24th Jan to be announced later today. #fisalpine #Hahnenkammrennen pic.twitter.com/SCzxAOp1kN
— FIS Alpine (@fisalpine) January 23, 2021