Det ærgrer Dansk Arbejdsgiverforening (DA), at Ikast Betonvarefabrik ikke skriftligt kunne bevise en lønpolitik, som retfærdiggjorde, at en tidligere kvindelig ansat skulle have mindre i løn end hendes mandlige kolleger, som udførte samme arbejde.
Højesteret afgjorde tidligere torsdag, at Ikast Betonvarefabrik skal betale 674.637 kroner til kvinden i erstatning.
– De har et stærkt redskab i bevisbyrdereglerne. Og det vil desværre for os nok medføre nogle flere sager, fordi det giver appetit, når man føler, man kan vinde dem, siger ansættelsesretschef hos DA Flemming Dreesen.
Men DA mener ikke udelukkende, at dommen er negativ.
– Vi vil lære af den, at vi vil sige til virksomhederne: Sørg nu for at få de der skriftlige retningslinjer, som dem, som skal forhandle løn med medarbejderne, kan rette sig efter. For så kan I i sidste ende lægge den frem i retten og godtgøre, at der ikke er noget at komme efter, siger Flemming Dreesen.
Som ansat på Ikast Betonvarefabrik fik det kvindelige medlem 25.600 kroner om måneden, mens hendes to mandlige kolleger hver fik 33.000 kroner om måneden. Lønforskellen stod på gennem otte år.
I 2005 afsagde Retten i Roskilde en dom, der gik kvinden og Teknisk Landsforbund imod. Østre Landsret stadfæstede dommen, men Teknisk Landsforbund ankede dommen til Højesteret, der altså fastslår, at der er lige løn for lige arbejde.