Coronakrisen har givet færre nye virksomheder i Allerød

Der er lidt færre, som har haft mod på livet som selvstændig i første halvår af 2020 sammenlignet med sidste år

Two business people with wheelchair in the office working together.
Two business people with wheelchair in the office working together. ©Halfpoint – stock.adobe.com

iværksætter Coronakrisen har ikke stoppet lysten til at blive selvstændig med egen virksomhed, men lidt færre har kastet sig ud i det forhold til sidste år. Nye tal viser, at der i første halvår af 2020 blev stiftet 93 nye virksomheder i Allerød. Det er et fald på 12 procent i forhold til året før, hvor der i første halvår blev stiftet 106 nye virksomheder.

Det er regnskabsprogrammet Dinero, der står bag analysen, og faldet på 12 procent matcher præcist faldet i antallet af nye virksomheder for hele landet.

"Det er ikke superoverraskende, at antallet af nye virksomheder er lavere i år end sidste år. Da coronavirussen ramte landet, blev det særdeles udfordrende at være selvstændig erhvervsdrivende, for alt lukkede, og fremtiden var pludselig usikker. Heldigvis har nogle mennesker en så stærk iværksættertrang, at de ikke kan lade være med at kaste sig ud i et iværksættereventyr – økonomisk krise eller ej. Det er sejt," siger administrerende direktør i Dinero, Martin Thorborg i en pressemeddelelse.

Nordsjælland i top

På landsplan har kun 15 kommuner oplevet en stigning i antallet af nye virksomheder det seneste halve år sammenlignet med sidste år, og den største stigning ses i Middelfart Kommune med 24 procent. Derefter kommer Billund og Odder Kommune.

Når det gælder nystartede virksomheder per 1.000 indbygger ligger Nordsjælland dog helt i top med 7,3, kun overgået af København, hvor tallet i stedet er 9. I Nordsjælland er det især Hørsholm og Gentofte, der har mange nye iværksættere. I den anden ende af skalaen ligger Sydjylland, hvor der kun er 5,7 nystartede virksomheder per 1.000 indbygger.

Se tallene for alle landets kommuner hos Dinero

lmv/jbt