Computere på kunsthøjskolen

MODERNE Kunsthøjskolen Thorstedlund tilbyder nu sine elever at få en bærbar computer med i prisen for deres højskoleophold!

I arbejdet med kunst er computeren blevet et uundværligt redskab på linie med blyanten og penslen. I erkendelse af dette har vi på Kunsthøjskolen Thorstedlund i Frederikssund derfor besluttet at give vore kursister et tilbud om at de kan få en bærbar computer med i prisen for deres højskoleophold.

Computeren byder på en lang række muligheder som er vitale i den moderne kunstners billedskabelse. Dels i kraft af de uendelige muligheder for at blive inspireret af kunst fra hele verden på internettet, men i høj grad også fordi de forskellige billedbehandlingsprogrammer rummer en række muligheder der gør arbejdet med kompositioner og skitseforlæg i forbindelse med maleri og grafik mere vitalt.

Endeligt spiller computeren en afgørende rolle i forbindelse med e række af de nyere kunstformer – performances, installationer o.lign..

"Tanken om at give vore elever en computer, ligesom vi giver dem papir, blyant og pensel, er ikke ny. Vi har gået og pønset på det det seneste års tid, men har ikke haft mulighed for det rent økonomisk. Efterhånden er de bærbare computere imidlertid så langt nede i pris at det er muligt for os at realisere ideen. De kursister der indskriver sig på vore kurser i 2007 får derfor tilbuddet, under forudsætning af at de bliver hos os i en længere periode.

Initiativet er det seneste i rækken af initiativer der søger at profilere skolen mere entydigt som en skole der arbejder entydigt med den nye kunst og de medier der naturligt hører til denne kunst"