
De to tidligere verdensettere Kim Clijsters og Andy Roddick er mandag blevet belønnet med en stor tennisære i form af optagelse i sportens Hall of Fame.
Det meddeler organisationen bag hædersbevisningen.
I Hall of Fame slutter de sig til ikoner som Boris Becker, Björn Borg, John McEnroe, Steffi Graf, Martina Navratilova og en lang række andre af tidens store spillere.
– Det er en kæmpe ære at komme med på listen med så mange dygtige tennisspillere, som jeg har beundret, da jeg voksede op, siger Kim Clijsters.
Hun vandt 41 WTA-singletitler i sin karriere, og fire af dem var i en grand slam-turnering.
Den 33-årige belgier indstillede karrieren i 2007, men gjorde med stor succes comeback i 2009. Samme år slog hun Caroline Wozniacki i US Open-finalen.
Clijsters' sidste kamp på topniveau var i august 2012, da hun blev slået ud af US Open i anden runde.
Superserveren Andy Roddick er ligeledes stolt over optagelsen i Hall of Fame.
– Jeg elsker sporten, og jeg elsker at være en del af den. Nu ved jeg, at jeg for evigt vil være en del af tennishistorien, siger den 34-årige amerikaner.
Han vandt 32 singletitler, og en enkelt af dem var i en grand slam-turnering, US Open 2003.
Han var i fire andre grand slam-finaler, men hver gang stod Roger Federer i vejen for en amerikansk triumf.
Andy Roddick annoncerede sit karrierestop på sin 30-års fødselsdag i 2012.
International Tennis Hall of Fame har til huse i byen Newport i den amerikanske stat Rhode Island.