
Da der sidste år blev holdt danmarksmesterskab i gelenegle, vandt Christina Nielsen fra Hedehusene. Hun har mange års erfaring i at lave negle og er altså blevet så dygtig til det, at hun blev kåret som Danmarks bedste. Det kan Hedehusborgerne nu få glæde af, for sammen med Sofie Friis har Christina Nielsen åbnet salonen Beauty Inn på Tværvej 22.
Christina har boet i Hedehusene i mange år, mens Sofie Friis kommer fra Holbæk. De to var enige om, at Hedehusene er det ideelle sted at have en salon, fordi kunderne let kan komme hertil fra både københavnsområdet og det øvrige Sjælland.
Salonen ligger i den gamle kro, som er kendt bevaringsværdig og Sofie og Christina har brugt lang tid på istandsættelsen. De har indrettet sig i store, lyse lokaler med moderne møbler i sort/hvide farver.
Sofie er også en meget erfaren neglebehandler og de tilbyder udover gelenegle i alle afskygninger mani- og pedicure samt spa- og wellnessbehandlinger.
»Vi bruger kun de bedste produkter, blandt andet Shellac, som styrker neglene og er meget holdbart,« siger Sofie Friis. Både hun og Christina laver meget gerne kunstneriske dekorationer på neglene og de oplever en kæmpe interesse fra kunderne. »Kvinder i alle aldre kommer og får lavet negle og det er tit de lidt ældre, der er mest interesserede i at få meget farverige negle med dekorationer. Hos de helt unge er det i øjeblikket nude-stilen, der er populær og her skal neglene gerne se meget naturlige ud,« fortæller Christina.
Udover at få ordnet negle, hænder og fødder, kan man i Beauty Inn også få massage og kosmetologbehandlinger. Extentions med ægte hår laves også og her er det Denise Clausen, der tager sig af kunderne. Hun har en lille klinik i salonen.
Spraytan-behandlinger udfører Beauty Inn også og de er populære, fordi mange efterhånden har skippet solariet og i stedet lader sig spraye solbrune.
Beauty Inn har meget fleksible åbningstider og der bliver også med jævne mellemrum holdt events i salonen. Fx kan man komme på kursus i selv at dekorere negle.
Læs mere på beautyinn.dk