Christian Keller stopper karrieren til sommer

Viborg-profilen Christian Keller er i gang med sin sidste halvsæson som professionel fodboldspiller.

Christian Keller debuterede i Superligaen i 1999. Nu tager han hul på sit sidste halve år i landets bedste fodboldrække.
Christian Keller debuterede i Superligaen i 1999. Nu tager han hul på sit sidste halve år i landets bedste fodboldrække.

Bundproppen Viborg må efter forårssæsonen i Superligaen vinke farvel til Christian Keller, som ved sæsonens udgang indstiller karrieren.

Det skriver fodboldklubben på sin hjemmeside.

– Jeg har først besluttet mig her i vinterpausen efter at have tænkt over det i et stykke tid og har talt med både familie og venner om det.

– Jeg er stadig fit og har det godt, men jeg er blevet 36 år, og jeg føler, at tiden er rigtig, når min kontrakt løber ud.

– Der er stadig et halvt år endnu, og den sidste tid vil jeg nyde, siger Christian Keller.

Dermed når den centrale midtbanespiller kun at være i Viborg i en enkelt sæson i sin anden periode i klubben.

Han skiftede til Viborg i sommer efter at være faldet i unåde i Randers FC, hvor han havde indledt et forhold til holdkammeraten Jonas Borrings kone, som Borring var ved at blive separeret fra.

36-årige Christian Keller har spillet 270 superligakampe siden sin debut for Vejle Boldklub i en kamp mod Herfølge i 1999.

I 2002 gik turen for første gang til Viborg, hvor han spillede tre sæsoner, inden han skiftede til den italienske storklub Lazio.

Siden endte han via norske Stabæk og tyrkiske Kasimpasa i Randers.