
Det kom pludselig til at handle om liv eller død, da landmand Casper Roel for to år siden skulle gøre klar til høst. Han arbejdede på det tidspunkt på en gård ved Kalundborg, hvor man ligesom mange andre steder i landbruget var i gang med forberedelserne til årets vigtigste uger – høsten.
Forberedelserne omfatter typisk også klargøring af en silo til at opbevare det høstede korn i, og i bunden af en silo sidder der en såkaldt snegl, der drejer rundt og transporterer kornet gennem systemet. Sådan en snurrende snegl er en af de største farer for en landmand.
– Jeg hører lyden af jern mod jern, og det er min sikkerhedssko, der rammer mod sneglen. Det næste, jeg kan huske, er, at jeg ligger ned, sneglen kører og min arm er i klemme i den. Så kigger jeg ned ad mig selv. Jeg har ingen bukser på, for dem har sneglen revet af, og mit ben er også i klemme. Jeg kan se, at der hænger et stykke hud fra benet ned over min sko, og jeg har rigtig mange smerter, fortæller Casper Roel til DAGBLADET, Nordvestnyt og Sjællandske.
Casper blev hentet med lægehelikopter og fløjet til Rigshospitalet, hvor de behandlede den venstre arm, hvis begge knogler var brækket, og højre ben, hvor huden omkring anklen var afskrællet og knysten slået af. I dag bor Casper Roel sammen med sin kæreste på en gård i Græsmarken, hvorfra han driver et deltidslandbrug i samarbejde med sin far og bror. På trods af den dramatiske ulykke ser han også noget positivt i forløbet.
– Jeg ved, at der er mange her i området, der har lært meget af det, der skete med mig. Ulykken har lært mig, at sikkerheden bare skal være i orden. Og du skal sige fra eller stille spørgsmål, hvis du er utryg ved noget, siger Casper Roel.