Carvajal tror stadig på Real Madrids mesterskabschance

Real Madrid er 14 point efter Barcelona, der lørdag vandt 3-0 over Dani Carvajal og hans holdkammerater.

Dani Carvajal erkender, at det ser svært ud for Real Madrid at genvinde mesterskabet i den bedste spanske række, men han mener ikke, det er umuligt.
Dani Carvajal erkender, at det ser svært ud for Real Madrid at genvinde mesterskabet i den bedste spanske række, men han mener ikke, det er umuligt.

Real Madrid fik en afklapsning på 0-3 af La Ligas førerhold fra Barcelona, da rivalerne lørdag mødtes i Madrid.

Med nederlaget er Madrid hele 14 point efter Barcelona, men Real-spilleren Dani Carvajal tror stadig på, at mesterskabet er muligt at genvinde.

– Vi har ikke tabt mesterskabet, og Barcelona har ikke vundet det. Det er mange point. Men vi vil forsøge at vinde de resterende kampe og se, om vi ikke kan tage titlen.

– La Liga bliver ikke vundet eller tabt i december, siger Carvajal til den spanske sportsavis AS.

Carvajal understreger, at på trods af at året er ved at være slut, så er sæsonen ikke. Også selv om holdet lige har tabt 0-3 på hjemmebane til ærkerivalerne.

– Det var et hårdt nederlag, men vi er Real Madrid. Vi har haft et fantastisk år, og der er stadig seks måneder tilbage af sæsonen, siger den 25-årige forsvarsspiller.

De spanske mestre fra Real Madrid har lige vundet verdensmesterskabet for klubhold og formåede tidligere på året at blive det første hold i historien til at genvinde Champions League.

Real Madrid ligger på fjerdepladsen og har spillet en kamp færre end Barcelona. Mellem Barcelona og Madrid ligger Atlético Madrid som nummer to, mens Valencia er treer.