
Der er ingen i international cykling, som bare nærmer sig Fabian Cancellara i kampen mod tiden. Det understregede Team Saxo Banks schweizer, da han suverænt vandt lørdagens 7. etape af Vuelta a España – en enkeltstart over 30 kilometer – og kørte sig i den gyldne førertrøje. En trøje han også kørte i efter den indledende prolog, men tabte på 5. etape til sprinteren André Greipel.
Cancellara gennemførte de 30 kilometer i området omkring Valencia i 36.41 minutter, hvilket var 32 sekunder hurtigere end David Millar fra Garmin-Slipstream med tyske Bert Grabsch på tredjepladsen.
– Det sværeste var vejrforholdene. Men motivationen var stor, vi kører på havnen i Valencia, det var her schweiziske Alinghi vandt Americas Cup. Vi kørte ind på byens Formel 1-bane, så målet var at køre lige så hurtigt, siger Basso.
Blandt klassementrytterne var Samuel Sánchez fra Euskaltel-Euskadi hurtigst på en sjetteplads, mens Ivan Basso, Jakob Fuglsang og Cadel Evans alle tabte tid. Alejandro Valverde er dog fortsat bedst placerede klassementrytter i den samlede stilling.
Søndag rammer feltet bjergene for første gang med en over 200 kilometer lang etape med en afsluttende opkørsel til Alto de Aitana på hele 22,3 kilometer.