Canada giver sig selv medaljefordel

Canada nægter at lade andre nationer træne på skisportsfaciliteterne i Vancouver. Det sker for at give Canada en fordel i medaljekampen ved næste års vinter-OL.

Canada forsøger at skabe sig en fordel inden næste års medaljekamp ved vinter-OL i Vancouver. Mens udenlandske atleter har begrænset adgang til de sportsanlæg, hvor medaljekampen skal slås, er canadierne allerede i fuld gang med vænne sig til forholdene i OL-byen.

– Vi gør vores bedste for at give Canada de største hjemmebanefordele. Det ville alle andre lande også gøre, siger John Furlong, der er chef for organisationskomiteen.

– Der er intet usportsligt i at hjælpe ens eget hold og dermed give dem en god chance for succes, mener Furlong.

Udmeldingen kommer, efter at atleter fra USA i avisen New York Times har fortalt, at de er blevet nægtet adgang til at træne på skiløjper, baner og andre anlæg i og omkring Vancouver. Selv om amerikanerne kalder det "usportsligt", mener John Furlong ikke, at USA var bedre værter ved vinter-OL i Salt Lake City i 2002.

– Den samme situation gjorde sig gældende i Salt Lake City, hvor amerikanerne fik adgang til faciliteterne, hvilket de også burde, og som de fleste havde regnet med. Det løftede USA til at blive den mest vindende nation ved legene, fortæller John Furlong.

Vinter-OL i Vancouver går i gang den 12. februar 2010.