EGEDAL: Den indiske 46-årige asylansøger, der befamlede en kvinde på brystet og onanerede i en bus i mandags bliver udvist af Danmark – en såkaldt administrativ udvisning. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i dag.
– Det er Udlændingeservice, der har truffet afgørelsen. Politiet har færdigbehandlet de tre andre sager, der har været med ham før denne aktuelle sag, fortæller Carsten Andersen, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.
I løbet af i dag kommer han i grundlovsforhør, hvor den indiske mands asylsag bliver behandlet.
– Her bliver han efter al sandsynlighed varetægtsfængslet. Han kommer formentlig til at sidde i Sandholmslejerens lukkede afdeling. Her skal han være indtil, han rent praktisk kan sendes ud af landet, siger Carsten Andersen
Blufærdighedskrænkelsen skete mandag morgen lidt efter klokken 7.00. En 27-årig kvinde tager bussen ved Ro's Torv i Roskilde for at køre på arbejde i Jyllinge. Pludselig mærker hun en hånd på sit ene bryst. Først tror hun, at der er tale om en tilfældig berøring, men hun bliver opmærksom på, at der på sædet bag hende sidder en mand. Hun flytter sig fra sædet, men holder øje med manden, der tager sine bukser ned og begynder at onanere.
Kvinden henvender sig til chaufføren og står af ved næste bus-stoppested. Manden gør det samme og chaufføren alarmerer politiet. En ung mand fra bussen forsøger at følge efter den 46-årige mand, men han slipper væk. Den indiske mand bliver lidt før klokken 8.00 mandag morgen anholdt ved Margretheskolen i Gundsømagle.