Bunkeren på den tidligere Forsvarskommando i Vedbæk bliver lukket for eftertiden. Det er entreprenørselskabet Kongeegen, som er i gang med at udstykke området ved Henriksholm, der har ansøgt Rudersdal Kommune om tilladelse til at nedlægge og forsegle den tre etagers store bunker for eftertiden.
Sagen blev onsdag behandlet i Miljø- og Teknikudvalget i Rudersdal Kommune, men Kulturstyrelsen har vurderet, at Vedbæk-bunkeren ikke er blandt de 25 bedst bevarede og mest repræsentative anlæg, som bør bevares for eftertiden.
Rudersdal Kommune har ikke stillet krav om, at bunkeren skal graves om, da det vil være for dyrt, men kræver dog, at bunkeren ikke må forurene jorden fremadrettet og derfor skal bunkeren forsegles forsvarligt. Det betyder blandt andet, at alle tilslutninger, som for eksempel vand, kloak, el og køleanlæg skal afmonteres og blændes af.
Ejer af Kongeegen, Ib Henrik Røjne fortæller, at planen er at bygge nye ejerlejligheder på området.
"Vi er i gang med at udstykke området og bygge boliger, som vil være færdige med i løbet af 2016," siger han.