Brugerrådet på Orø blev glemt

Holbæk
Holbæk Kommune glemte fuldstændig at invitere brugerrådet på Orø i kommunens spørgeundersøgelse om vilkårene for de frivillige på ældreområdet. På mandag råder kommunen bod på skaden.

Foto: Lotte Scharff
Der mangler nogen: Orøs brugerråd var ikke inviteret med til kommunens temamøde i marts. Arkivfoto: Per Jensen
Der mangler nogen: Orøs brugerråd var ikke inviteret med til kommunens temamøde i marts. Arkivfoto: Per Jensen

Det er altid pinligt at glemme at invitere nogle, som skulle have været inviteret. Men det er lige præcis, hvad Holbæk Kommune gjorde.

Kommunens voksenudvalg samt administrationen overså nemlig, at der også er et brugerråd på Orø, der står for at arrangere adskillige aktiviteter og andre hyggelige ting for beboerne på Orøs plejecenter, Elnebjerg Centret.

Dermed er Orøs brugerråd heller ikke blevet hørt i den store undersøgelse om forskellene på vilkårene, som de frivillige brugerråd arbejder under på kommunens ældrecentre. Ligesom Orøs brugerråd heller ikke var inviteret til det store temamøde med Holbæk Kommune og brugerrådene, der blev holdt på det nye rådhus i begyndelsen af marts i år.

Vi opdagede det først, da vi læste avisen

En af de få ting, der blev besluttet på temamødet, var, at brugerrådene hurtigst muligt skulle have et aconto-beløb udbetalt, således at brugerrådene havde penge til arrangementer, selv om politikerne og Holbæk Kommune endnu ikke har fået udarbejdet de nye ens vilkår for det frivillige arbejde på ældrecentrene som omtalt i Venstrebladet torsdag.

– Vi kunne jo ikke forstå, at vi ikke var blevet inviteret. Det var først, da vi læste i avisen, at brugerrådene havde fået et acontobeløb, vi blev klar over, vi var blevet glemt, fortæller Gerda Jensen, der er formand for brugerrådet på Orø.

Og lige præcis det med aconto-udbetalingen gjorde også, at brugerrådet reagerede på kommunens forglemmelse.

– Vi manglede jo penge, derfor reagerede vi også, lyder det fra Gerda Jensen.

De røde ører hos politikerne og i administrationen

Da forglemmelsen gik op for Holbæk Kommune, glødede det rødt i adskillige ører både hos politikerne og i administrationen, der efterfølgende har skyndt sig at råde bod på skaden.

– Vi skal over og snakke med Orøs brugerråd på mandag. Vi havde ikke fået inviteret dem, fordi der ikke er et ældrecenter på øen, og brugerrådet derfor hører under hjemmeplejen, lyder undskyldningen fra formanden for voksenudvalget, Peter Sørensen (V).

Men udvalgsformanden er åbenbart heller ikke klar over, at Orø rent faktisk har et ældrecenter, nemlig Elnebjerg Centret.

– På mandag skal vi have en snak med brugerrådet om frivillighedsundersøgelsen og om, hvordan de har det med deres frivillige arbejde. Så vi lader ordet være frit, fordi vi slet ikke har fået talt med dem om det, siger Peter Sørensen.

Han understreger, at brugerrådet på Orø selvfølgelig skal have nøjagtig de samme vilkår, som de andre brugerråd har.

– Nu har de på Orø fået materialet tilsendt, som de andre brugerråd tidligere har fået, og så skal vi høre, om de har nogle særting, siger Peter Sørensen.

Foreløbig nøjes Gerda Jensen med at glæde sig over besøget.

– Vi er spændte og glæder os, til de kommer, lyder det fra brugerrådsformanden.

lott@nordvest.dk