I kommuner, regioner og stat står vi midt i en kæmpe strukturreform, som kun er halvt gennemført. Overarbejdstimerne bugner og medarbejderne er stressede.
Midt i det hele opdager regeringen pludselig, at det kniber med vælgernes tillid. Pengene er brugt til skattestop i stedet for rettidige investeringer i fx sundhedsvæsenet. Så hu-hej bliver hele det offentlige spændt for regeringens genvalgs-cirkus, der hedder en kvalitetsreform. Nu må det høre op.
Lige nu er ikke brug for flere reformer, der er brug for flere hænder til at passe de ældre og til at passe strålekanonerne på kræftafdelingerne. Og så er der brug for arbejdsro til at gennemføre det lange, seje træk med at få gennemført strukturreformen på en ordentlig måde.
I Region Hovedstaden står vi foran en af de vigtigste opgaver, der var hele begrundelsen for strukturreformen. Vi skal reorganisere hele hospitalsvæsenet og psykiatrien i den nye region. Vi skal fremtidssikre vores sundhedsvæsen og samle specialerne, så vi fremover kan sikre kvaliteten i behandlingen.
Her ligger den virkelige kvalitetsreform og venter. Men den kommer til at kræve store investeringer og al vores opmærksomhed. Modsat regeringens vinduespynt med kvalitetstavler ved indgangene til hospitaler og børnehaver.
I sundhedsvæsenet arbejder vi hele tiden på at forbedre kvaliteten. Vi behandler flere og flere patienter for mere og mere. Vi arbejder også fokuseret med kvaliteten.
Længe før regeringen kom i tanke om, at den skulle genvælges, har sundhedsvæsenet arbejdet med konsekvent at registrere fejl og mangler. Vi har arbejdet med konsekvente patienttilfredshedsundersøgelser og er i det daglige arbejde ekstremt fokuseret på, hvad vi kan lære af patienternes meldinger.
Jo, vi arbejder allerede med kvaliteten.
Men det grundlæggende problem i sundhedsvæsenet i de seneste år er, at investeringerne ikke har fulgt med tilgangen af patienter. Derfor sakker vi agterud i forhold til omverdenen – og det går ud over kvaliteten.
Og regeringen tror, det kan klares med kvalitetstavler ved indgangen.
Vibeke Storm Rasmussen (S)
Regionsrådsformand, Region Hovedstaden