Brian vild med BLAM

Landets kulturminister var tydeligt begejstret for Birkerøds lokalhistoriske arkiv, efter han fredag aflagde besøg hos byens historiske ildsjæle

Foto: Frederik Stage

FINT BESØG Endnu før kulturminister Brian Mikkelsen (K) i fredags præcis klokken 10.07 steg ud af ministerbilen foran Birkerød Lokalhistoriske Arkiv og Museum (BLAM, red.) og hilste med et "hej", var det tydeligt, at Birkerøds lokalhistoriske kræfter ventede fornemt besøg.

For kort forinden havde et hvidhåret foreningsmedlem fået luget ud i ukrudtet mellem fortovets fliser, så ikke den mindste bitte mælkebøtte skulle spolere førstehåndsindtrykket mellem minister og Birkerøds lokalhistoriske helligdomme – arkiverne i det hvidmalede "Cathrinelyst" bag Hovedgaden.

Ministerens besøg var kommet i hus på foranledning af Sammenslutningen af Lokalhistoriske Arkiver (SLA, red.), der i det seneste år har ført kampagne for at øge politikernes indsigt i, og nytteværdien af, de danske lokalarkiver, forklarede Jakob Terp, sekretariatsleder i SLA. Og BLAM var udvalgt som et særligt veldrevet et af slagsen, en minister værdigt, tilføjede sekretariatslederen.

Og så kom han. Ham Brian, de alle havde ventet på. For at tilbringe 60 minutter på først at lade BLAM's formand Tormod Hessel, vise rundt i BLAMs snævre gemmer.

Og bagefter, for at nyde en kop the, en snak og et stykke sødmælksfranskbrød med ost.

"Jeg vil godt sige tak. Det har været meget inspirerende at opleve den frivillige indsats her, der virkelig betyder noget for identiteten i samfundet. Det er uvurderligt arbejde I yder og sammen med arbejdet i de statslige institutioner, er det den slags, der virkelig har stor betydning. Både for Birkerød, men også for det danske samfund," sagde ministeren.

Så sagde han farvel, skrev i gæstebogen og gik de få meter over det renskurede fortorv til den ventende ministerbil.