
Den brasilianske fodboldlegende Ronaldinho har endegyldigt trukket stikket fra international topfodbold.
Det oplyser hans agent og bror, Roberto Assis, tirsdag aften.
Ronaldinho spillede sin seneste professionelle kamp i 2015, men havde endnu ikke meldt ud, at karrieren var færdig. Det er dog sket nu, og dermed har fodboldverdenen set det sidste til den ekvilibristiske brasilianer.
– Ronnies professionelle karriere er ovre. Han vil være fodboldambassadør, lave velgørenhedsarbejde og arbejde med sine venner inden for musikbranchen nu, lyder det fra Ronaldinhos agent og bror.
Den i dag 37-årige Ronaldinho blev betragtet som en af verdens allerbedste fodboldspillere i midten af 2000'erne, hvor han tørnede ud for FC Barcelona.
Han blev han tildelt Ballon d'Or-prisen i 2005.
Ronaldinho var også med til at sikre Brasilien VM-guld i 2002. Ved slutrunden stemplede han for alvor ind på den internationale scene med et spektakulært frisparksmål mod England i kvartfinalen.
I 2003 skiftede kan fra Paris Saint-Germain til FC Barcelona, hvor han i de følgende år tryllebandt tilskuerne på hjemmebanen Camp Nou.
Her blev det til to spanske titler og en Champions League-triumf i 2006.
– Camp Nous evigt smilende magiker. Tak for alt, skriver Barcelona tirsdag på Twitter i kølvandet af Ronaldinhos karrierestop.
I 2008, hvor Lionel Messi begyndte at tage fokus i Barcelona, skiftede Ronaldinho til AC Milan. På trods af en ligatitel i 2011 formåede Ronaldinho dog ikke for alvor at genfinde storspillet fra Barcelona i det italienske.
Efter opholdet i Serie A har Ronaldinho primært spillet i brasiliansk fodbold – dog med en enkelt afstikker til mexicanske Queretaro i 2014-2015.
Ronaldinho har spillet 101 landskampe for Brasilien og scoret 35 mål.