Greve: Brandbiler, røde hatte, glade unger og fuld knald på brandsprøjterne.
Sådan var scenariet, da mandskab fra Greve Brandvæsen besøgte de yngste Greveborgere på deres institutioner i Greve Nord.
Igen i år gennemførte Greve Brandvæsen i samarbejde med institutionerne i Greve Nord "Projekt Brandbilen kommer". Projektet går ud på, at Greve Brandvæsen kommer på besøg på institutionerne – i fuld udrustning og med dertilhørende brandbil og spændende udstyr.
Årlig tradition
Indsatsen er ved at udvikle sig til en årlig tradition og distriktsleder Lone Boldt-Henriksen er meget glad for samarbejdet med brandvæsenet.
– Man skal ikke undervurdere, hvor stor en oplevelse, det er for et lille barn at få lov at sidde på forsædet i en brandbil og bagefter hjælpe en vaskeægte brandmand med at holde brandslangen, mens vandet fosser ud, siger Lone Boldt-Henriksen:
– Det alene er fantastisk positivt. Men besøgene er også med til at knytte positive og gode kontakter mellem børnene og de uniformerede brandmænd, og det kan blive vigtigt, når børnene bliver større.
Glad for samarbejdet
Også i brandvæsenet er man glad for samarbejdet.
– Vores erfaring er, at jo mere man knytter personlig kontakt med børn og unge i Greve Nord desto bedre. I de seneste år har vi haft stor succes med at mindske antallet af brande og hærværk – ikke mindst på grund af "Projekt Brandkadet", hvor unge fra området bliver brandkadetter hos os, siger beredskabschef Jan Funk Nielsen og fortsætter:
– Denne indsats blandt de alleryngste skal ses i samme perspektiv. Det handler om at forebygge hærværk, brand og uhensigtsmæssige konflikter mellem unge og beredskabet ved at skabe gode og trygge oplevelser og kontakt. Men alt det tænker vi ikke på, når vi står i situationen. Der nyder vi bare alle de glade unger og deres glæde over, at vi besøger dem. At det så også virker forebyggende er et ekstra plus.